Dette interessante hotel ca 20 minutter udenfor Stockholm dannede rammen for en anderledes oplevelse for os i påsken 2012. En stor minimalistisk klods placeret på en skrænt ned til Skærgården blev oprindeligt tegnet af en japansk arkitekt med det formål at huse en fagforeningsskole. I midt 90′erne startede ombygningen til et kur- og spahotel med Japan som inspirationskilde, og i 1997 åbnede Yasuragi.

På anbefaling og som del af en bryllupsgave havde vi booket os ind i deres Roykan Hanare; en værelsestype, der kun findes et af på hotellet og som tilbyder det ypperligste indenfor hotellets formåen og koncept. Roykan begrebet dækker over et traditionelt japansk hotel eller beværtning i original japansk stil, og vores Roykan Hanare var i den grad gennemført med futon senge, tatami måtter, varme kilder udendørs såvel som indendørs og stenhave. Et værelse, som ialt oversteg 200 kvadratmeter og på alle måder virkede autentisk og gennemført. Med i værelsesprisen hørte også en privat butler, og begge de to charmerende unge damer, der på skift var tilknyttet vores Roykan i denne funktion, var tilflyttere fra Japan. Deres baggrund for at kunne introducere os til den japanske bygge- og indretningsstil samt japanske traditioner, gjorde opholdet endnu mere interessant. Alle måltider var inkluderet og kunne tilmed efter ønske serveres på værelset. Maden var af høj kvalitet – japansk som udgangspunkt men for det mestes vedkommende med mere lokale råvarer. Der blev eksempelvis ikke serveret tun på noget tidspunkt. En enkelt aften spiste vi i hotellets teppanyaki restaurant, hvilket var en visuelt interessant oplevelse. Her tilberedes alt maden på en varmeplade foran gæsten (tip: for den ultimative teppanyaki oplevelse bør man prøve Kabuki i Frankfurt). Hotellet har en enorm fælles kurbadsafdeling, som er æstetisk indrettet med både indendørs bassin og flere udendørs varme bade.

Bryllup?

Det kan synes en anelse besynderligt, at man skal rende rundt på et hotel i Sverige go lege Japan, men følelsen kommer snigende på Yasuragi – ikke mindst fordi det er ret gennemført og i sandhed en virkelig god og afslappende oplevelse